PAA UVANTE STIER

Fodture i Kristiania Omegn

Av

I. H. BORREBÆK

                Jacob Dybwads Forlag, Kristiania 1903

           I elektronisk utgave av Jonny Birkelund gjennom
                  P r o s j e k t   R u n e b e r g

This electronic text was published by Project Runeberg, and is free of copyright. You are free to copy and distribute it in any form (electronic or on paper) and for any purpose (for free or for money).

Project Runeberg publishes free electronic texts, such as this one, in Scandinavian and Finnish languages (Swedish, Norwegian, Danish, Icelandic, Faroese, Finnish, Lappish, Estonian, Karelian, Ingrian, and Livonian) and their dialects.

Project Runeberg is a part of Lysator, a students' computer club at Linkoping University in Linkoping, Sweden. Individuals in many countries have contributed their voluntary work.

  PROJECT RUNEBERG, founded in December 1992, is an open and voluntary
  initiative to create and collect free electronic editions of classic
  Nordic literature and art -- see http://www.lysator.liu.se/runeberg/
  Anonymous FTP file archive: ftp.lysator.liu.se, /pub/runeberg/README
  Questions  Dial international +46-13-126498
  Snail mail Lysator, Linköping University, S-581 83 Linköping, Sweden

Trondhjemsveien.

Saa er der de støle Hallændinger med bærede potetkasser paa Vognen, -- sendrægtigt seilende nedover mod Byen med halvsovende Kjørekarle paa Vognen. Naar de kommet tilbage med Tomvognene, er det andet til Karer. Skrigende og hujende kjører de i Galop hjemover, medens de selv dingler at og fram i Vognen under Rusens Virkninger. De er da ikke de bedste Folk at komme i Veien for.

Ved Vintertid kommer de -- ialfald i min Barndom var det Tilfældet, -- i lange Rækker til Byen med Brændevin. Tungt læssede var Slæderne med store blaa Brændevinstønder, og der kunde ofte være optil 20 -- 30 Kjørere i Flokken, Naar disse som en Aasgaardsrei kjørte hjem igjen, var det bedst at holde sig afveien.

Nu er kanske denne Trafik ophørt. Bønderne opigjennem Aker havde i det hele lidet tilovers for Hallændinger. De fik forskjellige Kjælenavne som «Tjuvehallænding», «Sauetjuv» eller «Sauehallænding».

Saa er det Sandkjørerne, -- en Trafik, der er kommen til i de senere Aar. Naar de med sine tungt lastede Vogne i skarpt Trav kommer ansættende nedover mod Byen, er det ogsaa bedst at komme undaf itide.

Men indimellem alle disse kommer kanske en Nitedøl, Skedsmosogning eller Gjerdrumsogning med sit Færdeslæs. Stilfærdig pusler han nedover mod Byen tronende høit paa Færdeslæssets mangfoldige Indhold. Han har ogsaa gjerne fuldlaslet Vogn, naar han kommer tilbage igjen, -- med Kjørekarlen sovende ovenpaa.

Akersbønderne derimod har finere Kjøregreier. Det er Gigger, Kurvtriller etc., og i anstændigt Trav holder de Hesten med sin lange Kuskesvøbe. Og langsefter Veikanten gaar en enlig Tigger med sin Pose paa Ryg. Han er en Sving indom hver Gaard og naar han mod Kveld kommer nedover mod Byen igjen, er ofte Posen ganske tung.

Oppe ved Kalbakken begynder Hvilestederne. De ligger talrigt langs Veien, Grorudhaugen, Rommibakken, Bondkalengen og hvad de alle heder. Mange af disse er ældgamle Hvilesteder og har en bestemt Kundekreds.

Her mødes Færdesmænd, Hallændinger og Tiggere. Paa haarde Træbænke rundt Væggene eller bænkede rundt et stort Træbord drøfter de da Dagens Emner, mens Stuen er opfyldt med Kaffeduft, gammel Tobaksrøg og -- om Sommeren -- Fluer i mængdevis. Finkelen medhaves fra Byen, og den svarte «Doktor» svælges i lange Drag, mens Skraatobakken damper fra de korte Kridtpiber.

Men Trondhjemsveien er Livsnerven i Østre Aker, Nittedal og Skedsmo, og fra den udgrener sig en Flerhed af de Ture, der senere skal blive fortalt. Den gaar ogsaa gjennem vakker Natur, idet den løber høit op under de vakre Aaser Grefsenaas (Grefsenås), Kolaas, (Kolsås) Rankollen m. fl., og derfra bydes en smuk og vid Udsigt over de Bygder, hvorigjennem den gaar. Baade Folkelivet langs den og den skjønne Natur gjør, at den fortjener at kjendes.

Grefsenaasen. En gammel Vei.

Eieren eller Eierne sluttede nok ikke saa ganske snart med disse Røvertog, -- han forgreb sig nok ogsaa paa Landeveisfarende. Forbi Gaarden gik nemlig den ældste og eneste Færdselsvei mellem Oslo og Hadeland, og efter den gik der adskillig Færdsel, saa der var Anledning nok. Veien gik op forbi Disenstuen, en Husmandsplads, -- der hvor Grosserer Chr. Schou nu har sin Villa -- og strøg saa indover Gaardens Skovmarker. Straks ovenfor Disenstuen gik den forbi et ensligt liggende Berg, Huldreberget, -- saa Gaarden havde ægte norskt Naboskab i den derboende Hulder.

Berget heder Huldreberget den Dag idag, og har i vore Tider været den bedste Rugdepost i de Trakter -- kjendt og kjært for de fleste af Kristianias Rugdejægere, som der har tilbragt mangen en hyggelig Kveld i den lyse Vaar.

Den gamle Vei er synlig den Dag idag, og bliver det end mere, jo længere man kommer indover Skogen. Men Huldren i Berget er forlængst flyttet, saasom Pukstenhammeren har forvandlet hendes stolte Slot til Atomer.

Jotulen har heller ikke manglet. Straks ovenfor Huldreberget gaar den gamle Færdselsvei over et andet Berg, «Jotulstigen». Der synes der Merker efter den den Dag idag. I haarde Fjeldet findes her indtrykt en Menneskefod, omtrent 1 Meter lang med tydelig Hæl og Tær. Sagnet fortæller, at Jutulen kom fra Østveien eller Aasen ved Lutvandet, hvor et lignende Jutulstig findes, og har han da skridtet fra Aas til Aas, saa nogen Smaakar har det nok ikke været. Tung har han ogsaa været, thi Foden er ca. 1/2 Tomme indtrykt i haarde Fjeldet.

Hulder og Trold regjerer nok forresten endnu i disse Trakter, thi det var netop her en Skiløber fra Kristiania for et Par Aar siden traadte paa Vildstraa slig, at han tulled og tulled omkring i Aaserne derborte, til han ikke orkede mere, men gav sit Liv op ved den straks ovenfor Jotulstig liggende Kastesten.

Men Skiløberen skulde have gjort, som endnu de gamle Folk i Aker gjør den Dag idag, -- have kastet en Sten? en Pind eller hvilketsomhelst paa Kastestenen og bedt om Lykke paa Færden; da vilde han ufeilbarligen have fundet hjem igjen. Isteden derfor lænede han sit dødstrætte Hoved op til Stenen og vaagnede saa ikke mere.

Denne Kastesten er altsaa en Lykkesten, og Rester af alle de Gaver, den ved ovennævnte Ceremonier har faaet, ligger strøet rundt omkring den store Rullesten, -- thi en slig er det, -- Gaver baade fra Fortid og Nutid.

Straks vestenfor Stenen oppe paa Grefsenaasen ligger Troldvandet, -- men dette Navn hidrører dog ikke fra Trold og Jotuler -- dets Herkomst er af meget simplere Slags, da det har sit Navn fra den Mængde Rumpetrold, som findes i Vandet. Det skulde derfor egentlig hede Rumpetroldvand, men Badegjæsterne ved Grefsen har nok omdøbt det.

Den gamle Færdselsvei gaar videre forbi Storhaug over Badstubraaten. Det var her, Brandtelars drev sine vidunderlige Jagter, som Asbjørnsen fortæller om i «En Tiurleg i Holleia». Veien kaldes her og videre indover Skogen Hadelandsveien, og nedover den var det, at Brandtelars' seiglivede Hare turede. Fra Badstubraaten har man den vakreste Udsigt nedover den smilende Alunsø. At Veien er gammel, er ogsaa her tydeligt nok, da Hestebenene har gravet den dybt ned i Grunden. Straks ovenfor Alunsø gjør den en Sving bortom den dystre Svartkulp. Mørkt og skummelt ligger dette lille Vand indeklemt mellem steile Fjeld -- dystert og sørgmodigt, som om det gjemte paa skumle Forbrydelser fra Fortiden.

Sagnet fortæller da ogsaa, at Søkongen paa Disen i gamle Dage pleiede at styrte i dette Vand alle dem, der faldt som Ofre for hans vilde Jagt efter Veifarende. Et rart Vand er det ogsaa i andre Henseender. Fisken bider ikke der uden i sterkt Tordenveir -- først da vover den sig op. Det har efter Sagnet to Bunde, og Fisken taaler ikke Dagslyset, -- derfor kommer den først op i Styggeveir, siges det.

Videre fører Veien over Evensæter Vadet, -- hvor der i gamle Dage stod en Sæter, men hvor der nu ikke er andet end Skog, -- og over Revlien til Bispebækken i Bispedalen. Naar Bispen i gamle Dage drog paa Visitatsreiser til Hadeland, havde han her sin Rastplads.

Og god Smag havde Bispen. Paa en liden grøn Slette ved den rislende Bæk med Udsigt over Bredsø, Alunsø og en større Del af Akersdalen indtog han sit Maaltid.

Imidlertid bliver det for langtrukkent at følge den gamle Vei videre, -- kun skal her meddeles af den passerer de gamle Skogpladse Lillosæter, Sydskog, Nordskog med Nordskogputten, Fautvangen, Laskerud og kommer frem ved Harestuvand paa Hadeland. Overalt fører den forbi fagre Vand og igjennem skjøn og uberørt Natur. Da den ældste Trondhjemsvei og Veien over Aasen ved Grorud anlagdes, blev den overflødig.

Linderudsæteren.

Veien var adskillig opblødt af den løsnende Tæle, og Sneen laa endnu flekomtil borte mellem Granerne. Blaabærlyngen stod og spriked med ribbede Grene efter Sneens Favntag renvasket og tender -- færdig til ved første virkelige Varmegufs fra Syd igjen at klæde Skogsbunden med sit dunkle grønne. Maaltrost og Rødkjælk kappedes om at tolke Vaarens Længsler, -- Rugden knortede i Trætopperne og Padderne i Pytterne langs Veien. Hastige Smaabække pilede i et væk over Veien. Men Granskogen stod mørk og alvorlig og sagde intet til det hele.

Efterhaanden som vi kom indover Skogen, svandt Dagslyset fuldstændig -- stod kun som en Lysning paa den vestlige Himmel. Men bag os steg Maanen smilende op bag Grantopperne, først stor og rød -- rigtig en ægte «Hasselkryb» -- men efterhaanden mere og mere hvid og klar, indtil dens intense Lys oplyste Skogen som den klareste Dag og kastede lange, hemmelighedsfulde Skygger fra de mørke Graner.

Det var klassiske Jagtmarker, hvorigjennem vi bevægede os. Snart vidste Olaus at fortælle om Jagter, han her havde drevet sammen med Kasserer Jørgen Gjerdrum -- et Navn, der klinger som en Idrætsfanfare i Jægeres Øre -- snart var det Veteranen Roverud, som maatte holde for. Olaus' Far skulde ogsaa flere Gange have ledsaget Oberst-løitnant Hans Helgesen (Rye, Schleppegrell og Helgesen) paa Jagt i disse Marker.

Tiden gik derfor hurtigt, og vi vidste ikke Ordet af, før vi stod i det tætte Granholt rundt Vangen. Det var mørkt og dystert derinde, og kommen frem paa Vangen virkede Maanelyset næsten blendende. Frostrøgen steg hvid og varsom op fra Pytten nedpaa Vangen, men bortover Vang og Skog funklede Millioner Rimkrystaller i Maanens Skin. Natteleiet kjendtes fra før -- derborte ved den sværtede Bjergvæg. Efter at Olaus havde hentet Ved og jeg Kaffevand, var det ikke længe, før vi hvilede paa den bløde Granbarseng paa hver vor Side af Nyingen -- nydende den herlige Vaarnat.

Humøret var oppe, og snart vankede Historie efter Historie. Og her er nogle af dem.

Olaus mente, at Linderudsæter, der laa og ligger under den store Gaard Linderud i østre Aker, sandsynligvis var den sidste Sæter, hvorpaa der var bleven sætret i Akersdalen. Olaus kunde selv erindre Husebygningerne, efter hvilke der endnu var tydelige Tomter -- og antagelig har det da været ned til 20- og 30-Aarene i dette Aarhundrede, at man laa med Buskapen paa denne Sæter. Uagtet han var en gammel Skogskar, der var kjendt over alle Aaser, kunde han ikke erindre nogen anden Sæter, hvorpaa der var sætret saa langt ned i Tiden her i Aker. -- Mari hed den sidste Sæterjente, og hun var nok akkurat af samme Slaget som de, man ogsaa nutildags træffer flest af: hun var gammel Jomfru. Men Sæterlivet havde hun kjært, -- Kyra vilde hun stelle med og intet andet. Tidlig kom hun om Vaaren, og sent drog hun om Høsten. -- Og gamle Mari havde det ogsaa saa vakkert paa Linderudsæteren, at det intet Under var, om hun havde den kjær. Sætervangen er endnu et af de vakreste Punkter, jeg kjender i Akersdalen, som den ligger der paa Høiden af Linderudsæterhøgda med svag Skraaning mod Vest og Nord og med Udsigt over de blaanende Aaser i Nordmarken. Under disse ser man ned til den smilende Maridal med de smaa Gaarde saa kjækt og norskt i Krans om Vandet. Straks nedenfor Vangen ligger den dystre Storbronsput og bag Vangen i Øst det fagre Sætertjern bortgjemt mellem de høie Aaser. Vangen selv er jevn og fin -- ret et Fløielsteppe, og om Sommeren oversaaet med tusinde Blomster. Granskogen rykker nu raskt indover Volden, og forlængst er den skredet forbi Stenrøserne om den gamle Vold, men endnu er her en idyllisk Plet, hvor man ret kan hengive sig i stille Nyden af Norges fagre Natur.

Intet Under altsaa at gamle Mari havde Stedet kjært. Sin Tjeneste vilde hun udføre paa Linderudsæteren. og andensteds trivedes hun kun daarlig. Det var dog et prægtigt Menneske, som den skjønsomme Husbond satte Pris paa trods hendes mange Egenheder. Derfor blev hun ogsaa paa samme Sted, til hun tulled i Barndommen. Og hendes Sæterliv fik en noksaa brat Ende. Da Husbond engang havde hugget Tømmer nedover Sæterrøa, fandt nok gamle Mari, at den efterladte Kvist var slem for hendes kjære Kreaturer, idet den baade ødelagde Havnegangen og rispede op Kjørenes Jur. Hun var imidlertid selv for gammel og kroget til at kunne rydde den væk, men væk skulde og maatte den, mente gamle Mari. Da der saa en tør Sommerdag blæste en frisk Vind, slap hun en Brand fra Peisen borti den nærmeste Kvisthaug, og saa blev hun straks kvit den slemme Kvisten. Hele Røa brandt, og Mari holdt nok paa selv at gaa med. Da hun blev foreholdt det gale i sin Fremgangsmaade, havde hun ikke andet at svare, end at hun syntes Synd paa «Kyra», og andet Motiv havde visselig heller ikke gamle Mari. Det skjønte Husbond ogsaa, og Mari slap for videre Skrub. Men forbi med hendes Sæterliv blev det. Hertil bidrog ogsaa, at den voksende Hovedstad sendte sin Overflod af Jægere til Stedet til liden Opbyggelse for Eieren og til Skade for gamle Mari, der nok ikke rigtig var istand ttl at modstaa deres Lommelærker.

I gamle Maris Stue paa Linderudsætren vankede ogsaa en gammel, blandt ældre Skyttere i Aker velkjendt Nimrod, nemlig Brandtelars, der boede i den graa Stue, som ligger ved Bækken mellem Gaarden Aasen og den nye Trondhjemsvei. Han omtales af Asbjørnsen i «En Tiurleg i Holleia». Efter Olaus' Udsagn var det nok en Per Gyntjæger, hvis Skud aldrig feilede, og hvis Hunde aldrig tabte, medmindre Troldskab var med i Spillet. Jagten drev han som Næring, og derfor laa han nok de fleste Nætter af sit Liv i Skog og Mark, og paa Linderudsæteren var han en stadig Gjest. Olaus viste mig det Sted ved Sætervolden, hvor Brandtelars fik Skrub af Huldren, fordi han skjød Sæterharen hendes. Det var et lidet Bjerg ved den østre Ende af Volden, netop det Sted, hvor man har den vakreste Udsigt, idet man der ogsaa ser en Snip af østre Aker.

En anden Gjest havde ogsaa Mari til Stadighed. Det var en Tysker, der oprindelig var indkaldt til Norge som Kortfabrikant. Han var en flink Mand i sit Fag, men saa kom der en Jente i hans Vei. Nogle sagde, at det var en Tatertøs. Løs og let som disse var hun i ethvertfald. Da en svarthaaret Gut var vel født, strøg hun sin Vei, og Friederich -- saa hed Tyskeren -- trøstede sig først med Flasken, indtil han mistede sin Post, -- og saa strøg han med Fiskegreier tilskogs og vankede Resten af sit Liv fra Sæter til Sæter og Plads til Plads paa Høiderne omkring Kristiania, søgende Føden med Fiskestangen, -- og fra Høiderne kastende tungsindige Blik ned i den Dal, der var bleven hans Livs Ruin. Den tause Skog kunde han snakke saa trygt med om sin tabte Lykke, den haanede ham ikke, og den beskyttede saa lunt hans kjære Gut, der altid fulgte ham paa hans Skogvandringer. Til gamle Mari paa Linderudsæteren kom ofte Friederich og hans Gut under sin omvankende Færd, og der kom han ogsaa til at ende sin rastløse Omflakken. En vakker Sommerkveld fandt en Gaardbruger fra Aker Gutten grædende udenfor en Barhytte inde ved Sætertjernet, og inde i Hytten laa gamle Friederich, der havde udstridt. Gutten kom senere til en Gaardbruger i Aker, og denne Gut var heller ikke af det almindelige Slaget.

Da han kom, havde han aldrig havt Lue paa Hovedet, og det varede nok længe, inden man fik ham til at tage nogen saadan over den sorte Lug. Lidt Kludder var det nok ogsaa med Døbeattesten, da han senere skulde konfirmeres. Faderens drømmende Længsler mod Skog og Vand var gaaet Gutten i Blodet, og det var nok hans eneste Passion. En Hardhaus som faa: Jeg saa ham ofte staa ude i Vandet til Bringen, naar han drev Fiske og i denne vaade Tilstand senere tilbringe den koldeste Del af Natten ved Nyingen. Men ingen Ting bed paa ham. Sin Husbond tro som ingen. Arbeidspligten begyndte i Almindelighed Kl. 6, men Karl var altid i Stald eller paa Mark Klokken 4 om Morgenen og var altid den sidste, der gik hjem om Kvelden. I en Mands Brød var han hele sit Liv -- først 30 Aar som Tjenestedreng og senere i Fjeldet som Dagarbeider. Alle hans Børn døde efterhaanden fra ham, -- selv er han nu død uden at komme paa Fattigkassen, -- noget der altid foresvævede gamle Karl som den værste Skam og som derfor var hans sidste Dages stadige Skræk -- skjønt Husbonds Slegt havde søgt at bibringe Ro i saa Henseende.

Saaledes gaar Sagnet om Friederich og hans Søn lige ned til vore Dage, og det, der fortælles om Sønnen, er den rene Sandhed, -- muligens ogsaa alt, hvad der fortælles om hans Far.

Olaus fortalte endnu mange Historier, indtil Maanens Glans begyndte at blegne for den kommende Dag, -- Baalet at falme og Aarhanen at kutre borti Aasen. Da blev de afbrudt, men ogsaa ofte siden har jeg søgt til Linderudsæter og dens Historier. Veien did er den foran beskrevne Hadelandsvei indtil Kastestenen. Her svinges af til venstre opover en lav Aas. Paa høire Haand har man i Storhaug og Mørkhøgda, -- paa venstre lille Stokaasen. Kommen forbi sidstnævnte bøier Veien først lidt til venstre men derpaa til Høire. Snart er man inde i større Skog, og er da straks paa Vangen.

En Søndagstur.

Nordbanen fører som bekjendt forbi det vakre Maridalsvand. Hvor Banen nu bryder sig frem gjennem Tunnel efter Tunnel, tilbragte jeg saa mangen herlig Dag i min Barndom. Fra Midtodden og nordover gik der blot en uveisom Sti, opad Bjerg og nedad Styrtninger. Her var Rævens Tilflugtssted, naar vore Hunde havde faaet den paa Benene paa den anden Side af Grefsenaasen, og lidt ovenfor ligger den vakre «Gryta» -- et langt og smalt Vand, indeklemt mellem høie og ufremkommelige Aaser paa begge Sider.

Men Banen forlader snart Grefsenaasen og skraaner opigjennem Sannermarken. Tilhøire stiger Granbergene ret iveiret, medens man paa venstre Side har den gamle Færdesvei, Greveveien, anlagt af Statsminister Peder Anker for at skaffe bekvem Adkomst mellem Hakedals Verk -- Maridalshammeren -- og Bogstad. Man passerer den gamle Bomstue, hvor der endnu den Dag idag maa betales Bompenge, og hvor man, ialfald for faa Aar siden, fik Øl. Derefter passerer man Nitedals-Tunnelen og er snart efter fremme ved Nitedals Station.

Den, der nu vil tage Benene fat tilbage til Byen, bør gaa Jernbanelinjen tilbage til Tunnelen og der svinge sydover gjennem Grinden paa søndre Side af Banelegemet. Fra dette ser man over nogle Myrer op til den høitliggende Plads Buraas, (Burås) til hvilken man søger hen over de nævnte Myrer, hvor der findes en optraakket Sti.

Buraas (Burås) ligger under Nordmarkskomplexet og tilhører dette. Det er den sidste Eiendom paa denne Kant af Nordmarken. Her er der, siden Nordbanen kom istand, begyndt at trække nogle Turister forbi, men dog ikke saa mange, at man jo i fuldstændig Ro kan nyde Naturen. I min Barndom var der aldrig en Turist at se paa de ensomme Stier.

Pladsen ligger høit og frit paa Skraaningen af Aasen med vid Udsigt opover til Lørensæterkollen, Variskollen (Varingskollen) og en Mængde Pladse strøet udover Skogskraaningerne. Og nederst ligger den vakre Nitedal med Elven blinkende i Solskinnet.

Ved Buraas (Burås) er man kommen ind paa den gamle Hadelandsvei. Man følger nu denne opigjennem Lien, passerer et Skar med en høi Fjeldvæg paa venstre Side og kommer frem til det lille vakre Ormetjern ved Pladsen Fautvangen. Ogsaa denne Plads ligger frit og smukt til, og Folkene ved ikke, hvor godt de skal stelle for den trætte Turist. Men det er kun en almindelig Skogplads, og den er ikke for den kræsne Bykavaler.

Den sidste Plads's egentlige Navn er Fautvangen eller Skøiensæter, men det mest brugte Navn nu for Tiden er Zinober efter en original Pladsmand, der i lange Tider boede her, indflyttet fra Zinoberrud i Nannestad. Han var en navngjeten Spillemand i disse Trakter og Nittedalen, hvor han stadig var med ved Brylluper og deslige. Et godt Ord var ogsaa nok til at faa Klunk i hans Fele, især naar det kunde ledsages af en Skvæt fra Flasken.

Mangen Kveld -- saavel Vinter som Sommer -- har jeg lyttet til hans underligt stemningsfulde Feletoner og beundret hans Gjestfrihed, -- ja det hændte ofte, naar der var mange af os, at Gamlingen selv tog Nattekvarter i Liua (Laden), forat Gjesterne kunde disponere frit over hans hele Stue. Dette var ikke altid forbundet med Behagelighed, da Gamlingen ofte ikke var saa ganske renslig anlagt, men det bar man gjerne over med, saasom Gamlingens dygtige Felespil og merkværdige Historier gav fuld Valuta. Han var noget af en Wergelandsgut. Nu er han død, og andre flyttet ind i hans Stuer.

Man er nu ude af Nordmarken, og Følgerne af Skogens Udstykning sees nu tydelig. Øxen har faret slemt med de Bondeskoge, vi senere skal igjennem. Men Granen staar ung og frisk, Bjerken er duftende og hvidstammet, og saa er ikke Smaaskogen stængende for Udsigten. Turisten har det derfor godt i disse Trakter.

Fra Fautvangen eller Zinober forlader man den gamle Hadelandsvei og stryger ret sydover over et Par smaa Aasrygge. Man passerer paa venstre Haand den lille Staurput nede i en Myr, og strax efter Kringla. Paa høire Haand har man det lange og vakre Langvand der i Sommertid ligger oversaaet af Vandliljer. Det sees ikke fra Veien, men der er kun et Par Skridt ned til det.

Naar man er kommen saa langt frem, at man ser ned til Kringla, deler Veien sig. Til høire gaar Veien forbi Granbergene og nedover til Sanner i Maridalen. Den er dog ikke saa smuk som den til venstre, del fører opover en liden Li til Holaasmyren paa Holaasens høieste Top ca. 160 Fod. Her ligger hele Nordmarken for ens Øie mod Nordvest, men sydover og dybt under sig ser man ned i Maridalen med Maridalsvandet ud over Grefsenaasen, Aker, Kristiania og langt forbi Næsodden.

Skogen voxer nu raskt til paa Holaasen, og Udsigten stænges mere og mere; fuldstændig dækket kan den aldrig blive, da Stien fører langs Aasens Kam, hvorfra den er sterk heldende ned i Grytedalen. Videre fremover maa man passe paa at holde langs Kammen ret sydover. Det er her lidt Trangskog, saa man ofte maa bøie Grenene væk med Hænderne. Kommer man forlangt i Vest, bærer det ned i den ufremkommelige Grytedal, og gaar man forlangt i Øst, kommer man let over mod Grorud.

Men holder man langs Kammen og paaskraa sydover, er man snart fremme ved Grosserer Christensens Hytte ved Vennervand, den man passerer nedenunder paa vestre Side, og styrer saa raskt ned til Griseput, en liden Myrput i Syd.

Fra Holaasen nedover har man havt Udsigt sydover til den dybtliggende Gryta, og nede ved Griseput er man kommen lige ind paa dennes nordre Del, men det er dog et stupende brat Fjeld ned til den, og man bør vogte sig for at søge ned der. Griseput ligger oppe i den østlige Aas ved Gryta.

Fra Griseput gaar der en sterk Sti ind igjennem Stokaasen paa Grytas østre Side. Man følger den en halv Times Tid, indtil Veien svinger af tilhøire ved en liden Huggerhytte. Denne er vistnok nu nedreven, men Tomten sees nok i saa fald.

Over en Braate kommer man nu frem til Sæterbækken, der kommer fra Sætertjern. En Sti fører hen til dette Vand, der ligger særdeles vakkert mellem granklædte Aaser i en liden bortgjemt Krog. Paa dettes nordre Side tager man opigjennem et lidet Bakkestrøg, og Veien gaar videre sydvestover over Halvorsæterhøgda ned til Kringla søndre, ogsaa et idyllisk lidet Skogvand. Videre langs dettes nordre Side. I Vestenden af Vandet maa man ikke tage til høire, men holde ret frem. Stien gaar da under Lakmansfjeldets bratte Fjeldvæg ned til Smaavandene og videre frem til Rønningen Turisthotel ved Maridalsoset. Her er ogsaa Kjelsaas Station, og Ruten videre til Byen kjender enhver.

Turen er rig paa Afvexling og byder Vandrer en stadig nye Overraskelser. Den gjøres paa 5 Timer fra Nittedal Station til Rønningen. For Skiløbere er den enestaaende. Fra Fautvangen og Holaasen har han Glid under Skien helt ned til Beyerbroen ved Sagene, og Turen gjøres da paa et Par Timer mindre.

Røverkollen.

Allerede i Haakon Haakonsons Tid omtales en Vei over Leirheimsskogir (Lørenskogen) til Gjoleid (Skedsmo), ad hvilken Vei den nævnte Konge lod trække sine Skibe, da han skulde paa sit Vermelandstog. Endnu ældre er vel Veien over Gjelleraasen (Gjølluraas), da denne, saa langt vor Historie rækker, har været Forbindelsesvei mellem de gamles Raumarike og Viken. Den tredie Vei, Bergensveien, der fører over Bjøraasen, er formodentlig af yngre Dato, og jeg kjender kun til, at den nævnes under Karl XII's Tog mod Kristiania, da Nordmændene stængte alle disse tre Passager slig at Heltekongen maatte spadsere udenom og nedover til Enebak, før han kunde komme frem til sit Maal, Kristiania.

Rimeligvis har der dog fra ældgammel Tid været en Forbindelsesvei mellem Viken og Nittedal over denne Aas, da den absolut er den snareste. Den kommer ned ved Markerud i Nittedal.

Denne gamle Vei, del nu forlængst er nedlagt, har altid forekommet mig meget interresant. Gjeten har været Ingeniør, for saavidt som den gaar bent frem over høie Aasen, med svære Bakker baade nedover mod Aker og mod Nittedal.

Men til Gjengjeld fører den gjennem herlige Trakter. Paa høire Haand har man strax ved Grorud Rankollens bratte Fjeldvæg -- vel en 2-300 Fod høi. Intet Menneske har endnu vovet at klatre op gjennem den bratte Vægs Rifter, der er oversaaet med Birk, Furu og Bregner, altsammen hængende i yppig Mangfoldighed udover, som om de svævede mellem Himmel og Jord. Her er det virkelig saa, at Trærne i Fjeldet saar sine Blomster paa de underliggende Pladses Tag.

Og naar man saa har klatret de bratte Stemmerudvandsbakker op, er man paa Veiens Høidepunkt, hvor man hele Plateauet bortover, indtil Veien igjen stiger ned i Nittedal, ledsages af smilende Indsøer afvexlende paa begge Sider af Veien, -- med Vandet skvulpende op mod Veilegemet. Det er Stemmerudvand, Stokkevand og Romstjern. Og ovenover Vandene hæver sig den 1400 Fod høie Røverkol, -- den gamle Grænsevagt mellem Raumarike og Viken.

Om denne Kolle gik der i gamle Dage mange Sagn, men de er nok nu glemt af Akers Befolkning. Min Far vidste endnu at fortælle endel om den, og alle gik de i den Retning, at der i sin Tid huserede Røvere paa Kollen.

Enten det var min Oldefar eller en anden, husker jeg ikke; men sikkert er det, at det var en Akersbonde, som var ridende Postbud mellem Kristiania, Nittedal og Hadeland. Da han en stille Maaneskindsnat rider langs Stemmeruds Vandbred under drømmeriske Betragtninger af Skovskyggerne paa Søens oplyste Flade, bliver han pludselig omærksom paa, at en af Skyggerne fra en overhængende Bergknat strax foran bevægede sig. Usikre som Tiderne var, skjønner han strax hvad der staar paa, men frem maatte han med sin Postvæske. Det var da ingen anden Raad end at give Hesten alt, hvad han orkede, med Spore og Pisk, og afsted for han forbi det farlige Punkt uden andet Men, end et par Slag over Hestens bagre Lænd -- en Ting, der gjorde, at den endmere paaskyndede sit Løb. De Slag, der var tiltænkt Rytteren, rammede blot Hesten, og heldig slap han fra Stimændene dengang.

Saa var der imidlertid en Nat gjort stort Indbrud paa Bredtvedt, hvor endel af Røverne havde stængt Bonden inde i Vaaningshuset og holdt Vagt for alle Døre og Vinduer, medens den øvrige Bande renskede Staburet. Til Røvernes Uheld var der den Nat Sporsne. Dog, -- deres Færd tabtes i den nærliggende opkjørte Trondhjemsvei. Ingen kunde skønne, hvorfra de var komne eller hvorhen de var dragne, -- enten op eller ned Trondhjemsveien. Men samme Morgen havde en gammel Kone fra Gruesletten været oppe ved Stemmerudvand for at hente Brænde, og hun havde set et Spor som efter en uhyre stor Mand, gaaende fra Røverkollen og ned mod Bygden. Da hun nærmere skulde bese Sporet, skjønte hun at det var flere Mænd, som havde gaaet i hinandens Spor, og da Sporene heller ikke var rigtig naturlige, skjønte hun, at de havde havt Støvlerne bag frem, og at altsaa Sporet førte til Røverkollen. Nu blev denne omringet og samtlige Røvere knebne, og der fandt man Mesteparten af Byttet fra Bredtvedt.

Jeg hørte i min Ungdom ogsaa flere andre Sagn om Røverkollen. Og sikkert er det, at det i Begyndelsen af forrige Aarhundrede var mindre trygt at færdes over disse Aaser, og det berettes udtrykkelig fra 1807, at ingen vovede at reise over Gjelleraasen paa den anden Side af Røverkollen, efter at det var blevet mørkt om Aftenen.

Men Grunden til, at alle disse Sagn netop er henlagt til Røverkollen, kommer vel neppe deraf, at Røvere virkelig har holdt til der. Derimod kommer de visselig deraf, at der paa Røverkollens tvende Toppe findes fire gamle Røser antagelig efter Varder, tildels af betydelig Størrelse. De senere Slegter har glemt, at Aasen i sin Tid var Vardepost mellem Viken og Romerike, -- den, hvorfra der kunde varsles baade østover til hele Romerike og nordover til Hadeland, naar Fare var paafærde. De underlige Stenrøser paa Toppen har Befolkningen saa sat i Forbindelse med Fortidens Røverhistorier, og de er da i Folkets Fantasi blevet befolket, og Aasen givet et nyt Navn, Røverkollen, istedenfor Romskollen efter Gaarden Rommen.

Og fortrinlig skikket som Vardeaas har Røverkollen været. Fra dens Top er der fri Udsigt ned paa Ekeberg, hvor der skal have ligget en Varde, der var let at faa tændt af Oslos Beboere. Og desuden kan man se hele Kristianiafjorden helt udover mod Drøbak. Det siger sig selv, at hele Østre Aker og Oslo ligger for ens Fod.

Men mest Betydning havde dog Røverkollen, fordi den er synlig for hele Romerike. Fra dens Top kan man se hele det gamle Romerike fra Øieren helt op mod Odalen. Mistbjerget ved Eidsvolds øvre Ende afslutter Synskredsen i Nordost og mod Nord ligger hele Nittedal og Hakedal for ens Fod og over dem fjernt i Nord Paradis-Piperfjeld, som formentlig ogsaa havde sin Varde, der lyste ned gjennem Hadelandsbygden.

Intet Under derfor, at Varden paa Røverkollen har været godt udstyret, -- at tænde Ild i den var jo som at tænde Ild i samtlige Vikværjer, Raumarikinger og Hallændinger. Paa den søndre Top er der derfor tre Røser -- hvoraf de to saavidt jeg skjønner har været benyttet til Vardeilden -- - den tredie derimod til et Slags Vagthus. Men størst af alle har dog Varden pan Nordre Top været. Den er vel sine 70 Skridt i Omkreds, og endnu den Dag i Dag er Yderrøsen sine 3 Alen høi.

Det ser ud, som den brændende Vedstabel har været indmuret, og at der har gaaet en Gang ind til dens Indre, c: der, hvor Fængstaalet skulde anvendes.

Alle Varderne besfaar af Stene, hvoraf ingen er større end et almindeligt Mandsløft -- men uhyre vanskeligt maa det have været at faa sanket al denne Masse Sten sammen med Hænderne, og nogen anden Maade har de gamle Normænd neppe havt at arbeide paa deroppe paa Høiden.

Frit og vakkert ligger Røverkollen. Til dens Varder har Romerikes kjækkeste Høvding Haakon Ivarson ofte set op -- til dens Varde har Alf Knutson sendt sine lønligste Tanker, naar han i tunge Tanker gik om paa Gaarden Sørum i Sørum -- tvivlraadig om han turde heise Frihedsbanneret for det elskede Fædreland, og Røverkollen har set henfarne Slegters Storhed gaa i Grus.

Det er længe siden nu, at vaabendjerve Nordmænd øvede sine kraftige Idrætslege paa Legvold (Leikvellir) derhenne ved Skedsmo Kirke, det er længe siden nu, at en Haakon Haakonson var Gjest paa Berg ved Nitta -- det er længe siden nu, at Gudbrand af Nesgata (nu Neskute i Nittedal) førte en Ulv i sit Vaabenmerke.

Men fagert er der paa Røverkollen. Den blinkende Kristianiafjord i Syd med de hundrede Seilere og den store By lige ved Bunden. De bugnende Agre og de grønne Sletter fra Fjorden hele Aker op til Kollens Fod og saa østover! Øierens blinkende Smaragd fjernt i Syd, hvortil Nitta og Leira strømmer som Sølverbaand gjennem de smilende Bygder. Og disse Bygder igjen kranset af lysere Løvskov, bag hvilken de fjerne Aaser runder sig i dystert mørkegrønt. Og opover mod Nord under ens Fødder den fagre, trange Nittedal med Elven i Midten og høie Aaser paa begge Sider, og saa Paradisfjeldet og Variskollen som brat Afslutning paa al den grønne Herlighed derover.

Mod Vest Nordmarkens og andre Skove med blinkende Vand i Vand under ens Fod.

Og fra Kristianiafjordens Bund til Aaserne mod Solør og Hadeland Gaard ved Gaard med vakre Haver og Lunde omkring, alene afbrudt af Gjelleraasen. I Sandhed -- Øiet bliver aldrig træt af at skue paa al den Herlighed, som Vorherre her breder ud for ens Fod.

Men Røverkollen er glemt; dens Saga er glemt -- dens Sagn er glemt. Der er ingen Restauration deroppe, og saa er der jo ingen optraakket Sauesti didop. Kristianiafolket er som Sauen -- der nogle gaar foran, der gaar de andre efter. Og naar nogle af Hovedstadens floshatklædte Sportsmænd engang har faaet udskreget Holmenkollen som det eneste saliggjørende Sportsudflugtssted, maa naturligvis alle de andre gaa den engang optraakkede Sti. De har da Fornøielse ved at kjende sig som hjemme -- som paa Karl Johan -- , hvor de den hele Tid maa gaa med Hatten i Haand.

Ja -- lad dem da gaa, og god Fornøielse paa Turen ! Der gives dem, som er glad, de kan være kvit dem et Øieblik -- der gives dem, for hvem Naturen og dens ensomme Stunder og stille Minder er mere værd en tusind Restaurationer.

For dem, der vil forsøge Toppen, skal det oplyses, at den hele Tur tager en Time fra Grorud Jernbanestation og kan gjøres paa en Formiddag. Som Fører kan anvises Hakon Johannesen Gruesletten. Man bør gaa op paa søndre Side af Aasen -- gaa lidt rundt paa Toppene, da de er skovbevoxede -- og saa ned paa nordre Side, hvorfra Udsigten er friest. Ikke mindre end 6-8 Kirker kan ses fra Toppen. Paa Gruesletten voxer kanske Norges merkeligste Grantræ.

De gamles vei.

Navnet kommer sandsynligvis af Skedsmos gamle Navn Gjoleid, der skal betyde: det vindbare Jordstrøg. Og de gamles Vei kan ikke have gaaet paa andet Sted end netop der, hvor den gamle, nu nedlagte Trondhjemsvei tog over Aasen ved Skjellebæk ovenfor Grorud. Slegt efter Slegt, saalænge Norge har staaet, har saaledes vandret den gamle Vei over Gjelleraasen, der var Grænseskillet mellem Viken og Raumarike.

Denne Vei har altid virket i en særlig Grad tiltrækkende paa mig, dels fordi man har paa Følelsen, at man vandrer i Fædrenes Spor, dels fordi Veien fører gjennem herlig Natur.

Allerede den gamle Gaard Rommen minder om Norges ældre Bebyggelse. Den ligger straks hvor den gamle Vei tager op øverst i Aker. Ellers ender alle Gaardsnavne heroppe paa «rud», «set», «tvedt» osv. hvilket alt tyder paa en yngre Bebyggelse, medens Endelsen «en» er det gamle «vin», der gjenfindes i en Krans af Gaarde rundt Kristianiafjordens inderste Bugt, fra Ullern i Vest til Tøien og Hovin i Øst. Det betyder Græsmark, og alle disse Gaarde har saaledes sandsynligvis været Græsmarker under de gamle Vikingsæder og Templer nede ved Fjorden.

Straks ovenfor Rommen tager den gamle Vei af ved Skjellebæk, -- hvis Navn antyder den gamle Grænse mellem Distrikterne. Den fører først opover bratte Bakker. Dens Bredde -- bredere end den nuværende Trondhjemsvei -- antyder hvilken Trafik her har været i gamle Dage. Nu ligger Veien der bred og folketom, men med yppigt Grønsvær og fineste Blomsterflor udover -- ret et vakkert Minde over de gamles Færd, Kamp og Strid her paa Aasen. Og oppe paa Toppen og i Kneikerne sees Levninger af de gamles Hvilesteder, -- Hustomter med gjenstaaende lave Syrenbuske, -- og saa en Vasgrop eller Smaadam, hvor Hestene er blevet vandede.

Nu er det haarde Vilkaar for Syrenen, stakkar, -- den slider for Føden opover de magre Bergskrænter og kryber omkring kvarterhøi som Dvergbjerken paa Fjeldet. Og i de gamles Damme har den hvide Calla, den gule Brøndsle og det skjæggede Bukkeblad slaaet sig ned, -- nu da de faar Fred for Hesteben og Hestemuler.

Skogen stænger noget for Udsigten tilbage udover Aker, men er dog alligevel ret vakker. Men vakrere bliver den straks man kommer over Høiden, hvor man ser udover Skedsmo, Nittedal, Fet og Øieren med de gjennem disse Distrikter strømmende fagre Elve. Seet fra denne Kant er disse Bygder usædvanlig tiltalende med sine velstelte Gaarde, grønne Lunde, mørke Aaser og skinnende andstriber indimellem Bygd og ude i Horisonten.

Men studser man over den gamle Veis Bredde, maa man end mere studse over Veiens Bygningsmaade. Det er vistnok nu det almindelige, at Ingeniørerne bygger op et Veilegeme, naar de skal lægge en ny Vei. Men ikke saa hos de gamle. De har gravet ud sin Vei i Fjeldet, og paa begge sider af Veien ligger al den Sten og Fyld, som har været paa Stedet, i store Røser. Ogsaa paa den Maade kan man faa en Vei, men slemt er det i Regnveir, da Veien bliver den naturlige Afløbsrende for Vandet. Til Render bliver der nemlig ved en saadan Bygningsmaade ingen Plads.

Og den gamle Vei over Gjelleraasen har da vistnok voldt hin Tids Færdesfolk mange Ærgrelser under sterke Regnskyl. Men morsomt er det at se den Maade, hvorpaa de gamle lavede sin Vei, hvilket tydeligst sees i Bakkerne ovenfor Skjellebæk.

Kommen over Aasryggen møder Øiet det herlige Panorama over endel af Romerike, som før sagt. Men man støder ogsaa straks paa Minder om de gamle Fædres Færd. Første Gaard er Lamoen, nu Exereerplads, før de gamles Ladaugar, og straks efter den gamle Gaard Flestein. Navnet skal komme af «Fret» og skulde altsaa hede «Fretstein». Ordet brugtes mest i Mythologien, og en Forsker antager derfor, at der paa Gaarden har været en Rokke -- eller anden stor Sten, der gav Orakelsvar, naar den blev spurgt til Raads. Altsaa har vi her en direkte Overlevering af et Navn fra vor ældste Hedendom. Og videre nedover paa begge Sider af Veien ligger da en hel Del gamle Gaarde som Kjeller (Tjaldar), engang et Herresæde, -- Ulreng (Ullaren, efter Guden Ull), -- Skogvold (Skopavellir -- en Rendebane eller Idrætsplads).

I det hele er en hel Del af Gaardsnavnene heromkring de samme som i gamle Dage, blot noget forvansket. Saaledes har Gaardene Skogvold, Glømmi og Legvold tidligere hedt henholdsvis Skopavellir, Glymheimir og Leikvangr. Alle tre har været Idrætspladse, som Navnene viser.

Straks der den gamle Vei munder ud i den nye Trondhjemsvei, ligger den gamle Gaard Bøler med Akershus' formentlig største Egetræ. Denne Eg maaler i Mandshøide 7 -- syv -- og ved Roden 9 -- ni -- Meter om Stammen, -- som man ser, et ganske vældigt Træ. I gamle Dage stod der et lignende Egetræ paa Gaarden Huseby i Vestre Aker, lige ved Kastelbakkens Fod, der hvor Skirendene før holdtes. Det var saa stort, at otte Mand kunde staa ved hinandens Side inde i den hule Stamme, og dens Rødder gik sine 300 Alen udigjennem Jordet. Dets Indre var Tilholdssted for Katugler og Flagermus. Men en vakker Dag gik Træet op i Luer, idet nogle Rugdeskyttere nok havde været uforsigtige med et kaste fra sig brændende Fyrstikker inde i den tørre Knas i Stammens Indre. Saa stor er ikke Bøleregen.

Dersom det er sandt, som Sagnet gaar, at Egen vokser i 300 Aar, staar stille i 300 Aar og forgaar i nye 300 Aar, saa kunde det gamle Egetræ fortelle en ganske broget Historie om Fædrenes Færd paa Romerike.

Siden jeg taler om de gamles Færd langs denne vei, kan det maaske være paa sin Plads at minde om nogle af de historiske Begivenheder paa Gjelleraasen. Som bekjendt slog Olaf den Hellige de opsætsige Bønder ved Nitsund Bro, straks over Gjelleraasen. Over Gjelleraasen kom Romerikingerne imod Sverre i Oslo i slig Mængde, at deres Tog rak fra Aasen (formentlig dog kun Grefsenaasen) helt til Sjøen. Og i 1716 maatte Karl XII vige udover Øieren for Bønderne paa Gjelleraasen, -- dem han dog senere sprængte, da han var kommen sig fast i Kristiania.

Til Gjelleraasen sendte Haagen Mathiesen paa Linderud sin «Karos» i 1814 for at hente Christian Fredrik, og did kjørte han ogsaa senere paa Aaret Karl Johan i samme «Karos».

Ved Sammenstødet med den nye Trondhjemsvei forsvinder den gamle Vei. Men Turisten kan fortsætte nedover den nye til det historiske Nitsund, hvor der nu er en prægtig Bro. Denne var i min Barndom afstængt ved en Bom, og man maatte betale Sundtold, naar man skulde over. Derfra kan man fortsætte tilfods ned til Lillestrøm eller ogsaa med Baad paa den vakre Nitta. Turister kan ogsaa tage opover til Skytta og over Røverkollen tilbage til Grorud, -- eller opigjennem den vakre Nittedal til Nordbanen.

En Tur over Gjelleraasen er let, vakker og interessant.

Holterkollen.

Skogen stiger jevnt op fra Dal Kirke i Nittedal og ender i den 1400 Fod høie Holterkol. Mod Vest styrter Skogen steilt ned i den vakre Nittedal, medens den mod Øst jevnt sænker sig ned mod Gjerdrum.

Ulig Skogen paa den anden Side af Nittedal, -- hvor Skogsjøer blinker en imøde ved hver Fordybning helt indover mod Grefsen, har denne Skogstrækning kun ganske faa og ubetydelige Sjøer, før man kommer langt indover mod Hadelandsaaserne. Vistnok har Øksen ogsaa herjet i disse Skogstrækninger, men den har dog ikke ryddet slig op, som paa andre Kanter af Landet. Derfor kan man her endnu finde den dybe, mørke Skog, hvor Kirkestilheden hersker.

Her finder man ogsaa ren Urskog. Gjerdrums Almenning har engang været aldeles ruineret, formodentlig i Begyndelsen af forrige Aarhundrede: men senere har den faaet staa urørt, og nu udgjør den en eneste stor Urskog.

Ingen menneskelig Bolig, ingen Sti, kun tæt Skog og Myrstrækninger overalt. Er man inde i Skogen, maa man uafladelig bøie Grener tilside med Hænderne, og det grønne Bar hvælver sig over en, paa Siderne, til alle Kanter, saaledes at intet Udsyn levnes til nogen Kant. Kun hvis man ser ret tilveirs, kan man faa Kig paa den blaa Himmel. Her maa man gaa efter Kart og Kompas.

Naar man saa har strævet timevis i denne Tætskog, staar man kanske paa Kanten af en nedlagt Sætervold med al dens Mylder af vakre Blomster urørt af Koens Tand, med Smaafuglesang i hver en Busk omkring og Volden selv mindende om Fortidens eiendommelige Sæterliv -- Budeier, Lørdagsfriere og Historier kringom Peisen.

Disse dybe Skoge virker altid tillokkende; men dertil kommer. at hele Opstigningen fra Nittedal, enhver fritstaaende Rabbe og fremfor alle Holterkollen selv byder herlig Udsigt over typiske Østlandslandskaber. Øierens store, blanke Flade skinner en imøde fjernt i Syd, og fra denne opunder Aasen, hvorpaa man staar, strækker det frugtbare Skedsmo, Sørum og Gjerdrum sig. Hvidmalte Gaarde, røde Laavebygninger og bugnende gule og grønne Marker er saaet rundt udover. Gjennem disse frodige Landskaber flyder Nitta, Lera og Glomma som skinnende Sølverbaand.

Men dybt under en i vest strækker den trange, grønne Nitte- og Hakedal sig langs Elvens Bugtninger. Og Øiet kan fare vide omkring: helt opover mod Kongsvinger, Eidsvold og Nannestad. Og op af alle disse Bygder stikker de spidse Kirke taarne som Minareter i veiret.

Her er skjønt at færdes og Længselell drager mig ofte didop.

Fra Dals Kirke gaar der flere Stier op til Kollens Top. Man kan nok finde derop selv, men gjør dog rettest i at faa en veiviser i Pladsene ved Dal Kirke.

Til Enebak.

Alt eftersom vi kom længere ind i Skogen, forsvandt Engblomsterne for den hvide Skogstjerne og den blaa Skogviol, medens Skogens Sangere Rødkjælk og Maaltrost kvidrede høit til Vaarens Pris med fjerne Gjøgetoner som Bassen i Skogens store Vaarorkester.

Der gaar en god Vei forbi Abildsø om Rustad til søndre Ende af Nøklevandet, hvor Akers Kommunes store Arbeider med Vandindtag o. s. v. besaaes. Heroppe ved Nøklevandet ligger Sarabraaten. Til Sarabraaten og Frognersæteren var det i gamle Dage, Kristianiaborgeres Søndagsture gik. Og de fleste af Byens ældre Slegt erindrer visselig hyggelige Smørrebrødturer til disse Steder.

Nu har Øllet og Hotelvirksomheden rykket ind i Holmen- og Frognersæterskogene, og Mængden søger naturligvis did. Did kan de jo ogsaa komme floshatklædte, og hvad er Naturen naar man maa undvære sin Floshat, sin Cigar eller sin Pjolter? Derfor staar Sarabraaten forladt. Endnu vanker der nok endel omkring i disse Trakter, -- men det er mest Folk, som har nok af Menneskene ved Omgangen med dem i de sex af Ugens Dage, -- og som den syvende helst vil have en liden Fristund fra dem.

Takket være Akers Kommune, har ogsaa denne slags Mennesker et Tilflugtssted i Nøklevandsskogene. Her er det fredeligt og stille. Ingen anden Lyd end Naturens egen Stemme lyder her Vandreren imøde, og søger man længere indover mod Elvaagen og videre, kommer man paa Trakter, hvor ingen Turister længer færdes.

Fra Nøklevandet drog vi over mod Elvaagen forbi Kattisa og Ødegaarden.

Kattisa har sit Navn fra den lille Bugt, der gaar ind til Løkken, og hvor der forhen antagelig har været en Indretning til at fange Fisk, -- kaldet Kattis. Vakkert ligger denne lille Plads ved en idyllisk Vik af Nøklevandet, med frodig Løv -- og Granskog omkring. Engløkken var oversaaet med gule Ranunkler og Knapblomst, -- Frejas Guldroser stod som smaa Guldknopper bortover det fløielsbløde Græstæppe. Borti Myrkanten nikkede rødlnvide Kardaminer paa sine høie Stængler, medens det skjæggede Bukkeblad stod længere ud med sine frynsede Blomsterduske paaskraa.

Kattisa havde Tilløb til en Have -- det vil sige et Par deilige Syrener, der blandede sin Vellugt med Skogens Blomsterduft.

Syrenen er øiensynlig Folkets Blomsterbusk. Strax ovenfor Kattisa ligger Pladsen Ødegaardem Denne har oprindelig bestaaet af to Pladse, men men ene af dem er nedrevet. Ikke blot den gjenstaaende Plads havde sin Syren, men ogsaa rundt den nedrevne straalede dens violette Blomsterduske os imøde, og paa alle de Pladse, vi senere traf indover i Skogen, fandtes Syrener, og det hvadenten Pladsen var nedlagt eller ei. Saaledes paa Pladsen. Bakken, søndre Skytten og Skjelbreia, milevidt inde i disse ubefærdede Skoge. Og rundt Syrenens Fod blomstrede en i gamle Dage velyndet Haveblomst, en Art mørkeblaa Sværdlilje, som i Aker i gamle Dage gik under Navn af «gamle Kjærringer», og som er usædvanlig pragtfuld. Desværre er den gaaet ud af Haverne til Fordel for udenlandske Skrabblomster.

Fra Ødegaarden over til nordre Elvaagen-Vand gaar der en stor Skogsti. Inde paa Skogen er der Spor af en forholdsvis stor, gammel Vei, der har dannet Vintervei mellem det gamle Rødsjø Brug og Kristiania over Nøklevandet. Den ligger nu i Grus. Dalen mellem Sydenden af nordre Elvaagen -- og søndre Elvaagen-Vand har en usædvanlig rig Vegetation. Store, kjække Graner og Furuer, kranset med frodig Bregnevext om Foden -- og saa Linnea i Baand og Pyrolar som smaa Oaser bortigjennem Lyngen. Navnet paa disse to Vande -- Elvaagen -- er sandsynligvis ældgammelt. Det minder om Mythernes gamle Elivaag, hvorpaa de gamle Nordmænd tænkte med Skræk. Men disse Vande er rene Typer paa vakre norske Skogsjøer og trækker en til sig, som gamle Elivaag stødte fra.

I. Nordelvaagen.

Fra Skytten gaar der en stor Vei nordover til Pladsen Tangen ved Nordelvaagen. Denne Plads liggger som Navnet antyder, paa en Tange i det smale Vand, og Udsigten over Vandet og langs dette nordover er sjelden smuk. Her kan man faa Baad opover Elvaagen, -- en særdeles lønnende Tur. Hele Veien opover gaar de lave Aaser steilt tilveirs, saa det er vanskeligt at komme iland, men Aaserne er klædt med smuk Furu og Gran og Bjerken helder sig udover Vandets Speil. I Nordenden af Vandet gaar Elven ud og nedover til Lørensskogen. Man holder sig paa nordre Bred af den og har da strax en god Sti, der fører langs Elven ned til Lørensskogen. Elven danner prægtige Fosser med gamle Ruiner eller Sagbrug. Efter at have passeret nogle Gaarde kommer man frem til Ellingsrud gamle Mølle, der nu er en vakker Ruin, men som vel snart er en Saga blot. Elven er her opdæmmet og danner et vakkert, smalt Vand med steile Bredder. Stax nedenfor kommer man frem over nogle Jorder til Ellingsrud ved Strømsveien.

II. Sydelvaagen og videre.

Paa en blomstersmykket Odde i søndre Elvaagen ligger den gamle Plads Skytten, hvor vi opslog vort første Nattekvarter. Vi kom frem langs en Vik af Vandet mod Pladsen, netop som Aftensolen kastede sine sidste Straaler over Sæterløkken og friskede op de tusinde Blomsters Farver. Aftensolen gyllede Engens Blomster, speilede sig i det stille Vand og farvede de høie Furulægger i den bratte Li. Bortover Jorderne stod St. Hans Blom, Viol og Humleblomst, blandet med den hvide Karve og den røde Kjæmpe- og Tjæreblomst, og henne ved den gamle Hytte en Krans af blomstrende Syrenbuske.

Disse Skogpladse har noget bedaarende vakkert over sig, og Skytten er en af de smukkeste, jeg har set. Pladshesten gik henne i Engen og daskede sig velhehagelig med Halen om Siderne, medens gamle Nils Skytten kom stavrende hen mod den. Nils Skytten var gammel -- 84 Aar, og Gigten holdt svare Hus med hans Ben. Hans Hustru var 86, -- hun kom netop fra Fjøset, hvor hun havde melket Koen. Hun kogte vor Kaffe og stellede om os, skjønt hun baade saa og hørte lidet. Denne 86 Aar gamle Kvinde gik barbenet den hele Dag i Hus og Fjøs og i det vaade Græs. Hvor stor Afstand der dog er mellem det hærdede Landsens Menneske og de forvænte Byfolk!

Med Bistand af sin Datter holdt denne Kvinde det rent og pynteligt paa Pladsen. Den gamle Kone har indtil for et Par Aar siden tre Gange i Ugen baaret Melken fra Pladsen til Kristiania, og nu gjør hendes Datter det samme, skjønt Pladsen ligger milevidt paå Skogen og hører under Laasby paa Lørenskogen. Og vi Byfolk kan neppe faa vor Tjenestepige til at bære en Pakke fra Kjøbmanden! Nu er begge de gamle døde. Det var 14 Dage mellem hvert Dødsfald.

Morgenen efter roede vi sydover søndre Elvaagen for ad ubanede Veie at søge over mod Enebak.

Elvaagen tog sig vakker ud i Morgenbelysningen med de mange mørke, smale Viker, det mørke Vand og bratte Berge og Koller rundt om. I den søndre Ende ligger Sydskytten, en nedlagt Plads, hvor nu Skogen rykker sørgelig indover de frodige Engløkker. Overalt rundt den vakre Engløkke var der den rigeste Vegetation af Bjerk, Asp, Rogn og Hæg, medens Liljekonval og Mjødurt dukkede trem af Græsset henne ved Kanten af Løkken.

Vi holdt videre langs Elven ad en næsten forsvundet Sti op til et lidet Vand, Eriksvandet. Men i min Ven var Kjendtmand, og derfor maatte han naturligvis -- gaa galt. Efter Kartet at dømme er der en ganske kort Strækning mellem Eriksvandet og Skjelbreia, det næste Vand, vi skulde til, længere oppe i Dalsænkningen. Istedetfor at holde op med Dalen, tog min Ven af til venstre, hvor den sidste Rest af Stien forsvandt, og saa tullede vi et Par Timers Tid i nogle vaade Myrer. Skjønt Regnen silede ned, kom dog Humøret strax op, da vi efter adskillig Besvær naaede Skjelbreia og saa, at det røg af Piben paa Pladsen af dette Navn.

Pladsen selv ligger vakkert til mellem Skjelbreia og det næste Vand, Skjelbreidammen. Her maa det ret være et Eldorado for Jægere og Fiskere. Men da vi skulde over til Enebak inden Kvelden, undte vi os kun en stakket Ro i den noksaa renslige Plads. Pladsdatteren -- en 10 Aars Jente -- havde netop kommet hjem igjen fra en Skolegang, som var bleven lang Hun havde nemlig forvildet sig i Skogen og været borte i flere Dage, medens Faderen hvileløst for over alle Aaser og søgte hendes Spor. Endelig blev hun paatruffen oppe ved Lillestrømkanten af nogle Folk deroppe -- flere Mile væk fra Skjelbreia.

Fra Skjelbreia er der kun en halv Times Marsch over til Vangen ved Mosjøen, og fra nu af begynder Turens mageligste Del.

Den venlige Johannes Vangen besørger Baadskyds nedover den vakre Mosjø, og snakker man pent med ham, sørger han ogsaa for Skyds paa det søndenfor liggende Børtervand, der kun er skildt fra Mosjøen ved en liden Tange.

Baadfarten paa Børtervand tog os 5 Kvarter og var, skjønt Regnen piskede nedover os, der ikke var forsynet med Regnklæder, usædvanlig interessant. Vandet er paa de fleste Steder ikke bredere, end at man kan kaste over det, og Baaden snor sig frem mellem Odder og Øer med udoverhængende Bjerke. Undertiden er Løbet saa smalt, at man knapt har Plads til Aaretaget, -- undertiden saa grundt, at Baaden skurer henad Stenene.

I den søndre Ende løber Børterelven ud, en ganske anselig Elv, især i Flødningstiden.

Paa det Sted, hvor man gaar over fra Mosjøen til Børtervand, ligger det gamle Rødsjø Brug ved det tilstødende Vand Rødsjø. Dette gamle Brug tilhører nu Grosserer Gulbrandsen i Kristiania, der har milevide Skoge heromkring. Det har i sin Tid tilhørt Bernt Anker.

Strax nedenfor Børterelvens Udløb af Børtervand ligger den gamle Gaard Børter, og nu er man i Enebak. Herfra er der en kort Marsch til Øieren, hvor man med Dampskib og Jernbane kan komme tilbage til Kristiania. Vi tog derimod vestover til en Gaard ved Marie Kirke, hvor vi havde nogle elskværdige Venner. Og godt smagte det at faa tørt paa Kroppen igjen den Kveld, -- vi havde gaaet i Øsregn gjennem Skog og Ulænde fra Kl. 11 Formiddag til 8 Aften.

Den næste Morgen drog vi vestover gjennem den frodige Bygd ned til Mjær, forbi den vakre Gaard Bjerke. Her havde vi Valget mellem en 6 Km. lang Vei ned til Tomter Jernbanestation, og en 30 Km. Lang Vei over Skogen til Ljan. Som ihærdige Fodgjængere valgte vi det sidste. Denne gamle Enebakvei er af det gamle, tækkelige Slaget, der fører gjennem Skog og forbi Skogvand, -- har faa Hjulspor, men Græs udover Kanterne. Omend Naturen ikke er saa storartet, saa er der en deilig Skogensomhed, og de lange Vande, Vaag -- og Bindingsvandene, opliver Landskabet.

I den vestre Ende af Bindingsvand ligger Fjeld Brug. Veien passerer derefter Kroghol Brug og gaar videre forbi Stensrud til Ljan, hvor vi tog Jernbanen fat, efter at have tilbragt 2 1/2 Dag i Skogens Skjød.

Lørenskogen.

Først opunder Bagaasen ved Gran bliver Udsigten rigtig vakker mod Gjelleraasen, Røverkollen, Aarvoldaasen og Grefsenaasen. Den der vil tage en Tur indover denne gamle Vei bør derfor helst tage Jernbanen til Grorud, og derfra tilfods eller med Skyds over Bagaasen. Oppe ved Gran begynder nemlig det gamle Defilé, den hisorisk bekjendte Bagaas.

I 1716 var Defileet ved Bagaas saa tæt besat med Fædrelandsforsvarere som «Maur i Tue», som Heltekongen Karl XII udtrykte sig. Paa denne «Maur» forsøgte han sig, men forgjæves. Han maatte vende om. Faye fortæller, at der i 1840 endnu fandtes Levninger efter Nordmændenes Forskansninger fra denne Tid. De findes den Dag idag. Paa tre forskjellige Steder har jeg fundet saadanne Levninger, -- etsteds endog en Mur paa henved 100 Meters Længde med Hjørner og Fremspring.

Men Bagaasen kan ogsaa fortælle mangen anden Saga. Det var over denne Aas og ad Strømsveien, den berømte Plankekjøretrafik gik for sig i Begyndelsen af sidste Aarhundrede. Ifølge «Norges Land og Folk» kunde Trafiken være saa stor, at der kjørtes Læs i Læs fra Strømmen og helt ind til Bordtomterne paa Grønland. Optil 3000 Heste kunde deltage i Kjøringen paa en eneste Dag, og det hændte, at Grosserer Jakob Meyer Dag om anden havde en Kjøreløn af 6000 Kr. at udbetale. Kjørerens Regnskab var opkridtet paa hans Ryg, og efter denne Kridtning fik han Opgjør ved Fremkomsten. Paa en enkelt Gaard i Skedsmo var der Stald til 150 Heste.

Kjørselen tog sin Begyndelse ved Midnatstid, og da Plankekjørerne ikke var Mors bedste Børn, var det ikke saa ligetil at møde deres Karavaner. Slemmest var det kanske, naar de under Alkoholens Virkninger under Hujen og Skrigen skulde hegive sig hjemover fra Byen.

En ikke saa liden Plankekjørsel fandt Sted ogsaa over Gjelleraasen og Bjøraasen fra Skedsmo- og Nittedals-Sagene.

Men Bagaasen kan fortælle om endnu sælsommere Tog. Den har set Haakon Haakonsens Krigsmænd trække Skib efter Skib paa Tog efter Tog mod Kongens oprørske Undersaatter paa Romerike og langs Mjøsens Strande, trækkende dem Bandeveien over Bagaasen ned til Øiervasdraget. Bagaasen har saaledes adskilligt at berette fra svundne Tider.

Straks man har passeret Bagaasen, fører Strømsveien nedov er Ellingsrudjordet til denne store smukke Gaard, der ligger vakkert paa Bunden af den Gryde, som Landskabet her danner. Her kommer Elvaagsvasdragets Vande ned ifra Syd. For den, der har behov for nordenrindendes Vand, er her Anledning til at faa det stillet. Det er som bekjendt godt mod alslags Plage, -- Skade bare, at Byen ikke som paatænkt kom til at tage sit Vand herfra. Der vilde da ikke blevet saa megen Sygdom i Kristiania.

Først naar man har passeret denne Gaard, kommer man ind i Skedsmo Annex, til Lørenskogen, de gamles Leirheimsskogir. Dette er en ganske eiendommelig Bygd, stille og indeklemt mellem trange Aaser, -- stille og fredelig, som om man var hundrede Mil fra det larmende Kristiania og ikke bare halvanden. Fredeligt ligger Gaardene paa sin Knaus eller paa den grønne Slette, medens Heste og Kjør græsser udover Eng og Havnehage. Her er Bondelivet fremdeles som i gamle Dage, og ser de arbeidende Folk et fremmed Kjøretøi, lægger de sine Arbeidsredskaber bort og stirrer efter den forbidragende som noget rent merkværdigt. Bygden strækker sig indover mod Syd fra Strømmens Station og er kløvet i to af en lang og smal Aas.

Længst i Syd afsluttes Bygden med den store Gaard Laasby. Den, der vil søge Ensomhed og Fred, kan ingen bedre Rute vælge end en Tur indover Lørenskogens bortgjemte Bygd. Veien til Laasby tager af ved Løken og Finstad.

Er man imidlertid ikke fornøiet med en Spadsertur i Bygden, kan man ved Laasby tage Storskogen fat. Her kommer Laasbyelven skummende ned fra Sothuvandet og Gjeitsøen med flere Vande indpaa Skogen. Paa Pladsen Tangen ved Gjeitsøen kan man faa Baad. Naturen er usædvanlig smuk saavel omkring Laasby som ved Indsøerne, der er opfyldt af Holmer og Øer, mellem hvilke det er en ren Fornøielse at krydse sig frem.

Ved Sætertjernsbækken paa Vandets Nordside bør man sige Baaden Farvel. Herfra gaar der en sterk Sti østover Skogen langs Bækken til Sætertjerncne1 der ligger romantisk til mellem høie Aaser. Fra østre Sætertjern gaar der en sterk Vintervei frem til den vakre Ramstadsø, langs hvis Bredder der dog kun er Smaastier. Man bør her følge den søndre Bred til ret for Konsul Duborghs Villa, der ligger vakkert paa en Odde i dette Vand. Derfra gaar der atter en sterk Vei ned til Hektner Skydsstation i Rellingen ved Øieren, hvor Dampskib kan tages op til Lillestrømmen.

Fra Laasby gaar der ogsaa en romantisk Vei gjennem Djupdalen frem til Sætertjernene og Ramstadsøen. Høie Fjelde stænger paa alle Kanter, medens man selv vandrer nede i den dybe Dal, indtil man et Stykke ovenfor den nedlagte Plads Djupdal maa tage sydover over Aasen. Selv gik jeg denne Vei uden Fører, men man kan dog let forvilde sig her, hvad der er omtrent umuligt ad Gjeitsøveien, naar man ikke gaar over Bækken. Ved Sætertjernene bør man passe paa at passere det vestre paa søndre Side, det østre paa nordre.

Fra Hektner kan man ogsaa paa et Par Timer kjøre eller gaa til Lillestrømmen, hele Tiden med vakker Udsigt over Øieren og Størstedelen af Romerike. Fra Grorud til Laasby kjører man paa halvanden Time, fra Laasby til Ramstadsøen gaar man ogsaa paa halvanden Time, -- og derfra til Hektner er en halv Times Vei.

Variskollen.

Hakedalen byder alt, hvad de norske Dale pleier at byde, -- Elvesus og grønne Vænger -- Bjerkeholt og den mørke Granskog, medens øverst paa Aasens Rand kraftige Furuer staar stolt mod Himmelbrynet. De milevide Skoge til alle Kanter gjør Luften let og ren.

Fra Hakedalen og nedover Nittedal bliver Naturen noget anderledes. Dalen udvider sig -- Elven bliver endnu større, og Skogene trakker sig mere tilbage -- giver bredere Plads til de grønne Enge. Men vakker er Dalen hele Veien, og friskt slaar Skogluften ud over de vakre Gaardes Marker Nederst i Dalen omkring Nittedals Kirke er Naturen især skjøn, idet man her har en straalende vakker Udsigt over Nedre Romerikes brede Bygder og Øierens Flade. I den nedre Del af Nittedal er det Røverkollen i Vest og Holterkollen i Øst som giver Dalens Fysiognomi sit Præg. Hele Nittas Dalføre fra øverst ved Grua til nederst ved Dals Kirke er ved sin vexlende Natur og rene Skogluft som skabt til at være Kristianias Lunge.

Hakedals Station ved Nordbanen ligger som bekjendt ved Hakedals Verk, der allerede var i Drift under Navn af Hadelands Jernverk omkring 1550. Det kaldtes Hadelands Verk, fordi dets fleste Gruber laa inde paa Hadelandsskogene, men det er nu nedlagt som Jernverk. Gaarden Buraas (Burås) hvorpaa det laa, eies af Statsminister Løvenskiold der driver adskillig Sagbrugsdrift paa Stedet. Af tidligere Eiere kan nævnes Collett & Leuch samt Bernt Anker. I denne sidstes Tid havde det nok sin egentlige Glansperiode. Maaske er den enestaaende Aspealle ved Verket anlagt paa hans Tid.

Denne Aspealle er interessant, fordi det er sjelden at se den indenlandske Poppel, Aspen, anvendt som Alletræ, og at dømme efter denne Alle synes Aspen fortrinlig at egne sig som saadan. Den har en jevn og frodig samt ensartet Vext og har klaret sig godt gjennem de mange Aars vexlende Veirligt. Alléen gaar fra Bomstuerne ned til selve Verksbygningerne og fra dem ned til den gamle, nu nedlagte Bergensvei. Ved Verket er den paa sædvanlig Maade -- som vanligt i forrige Aarhundrede -- afsluttet med Trær af en anden Art -- her to gamle Piletrær. Det viser sig, at Planteren ikke har været nogen almindelig Fusker.

Ankommen til Hakedals Station tager man op til Hakedals Verk og tager denne Allé som Udgangspunkt. Den fører mod Vest op til Bomstuerne, hvor gaaende vistnok faar slippe Told, men den kjørende maa endnu den Dag idag betale Bompenge, der anvendes til Veiens Vedligehold. Veien videre over Skogen er anlagt som Forbindelsesvei mellem Hakedals Verk og Bogstad. Den gaar fra Bomstuerne opover Lien gjennem herlig Granskog. Selv er den græsgroet, med Tusinder af Blomster udover Kant og Render, medens Granernes ranke Pyramider paa begge Sider stænger for Udsigten. Kun en enslig Fugl eller kanske et Ekorn farer over Veien og forstyrrer et kort Øiehlik Granskogens idylliske Fred. Men ingen kjørende og faa spaserende benytter den.

Den stiger i Begyndelsen sterkt, og det tager omtrent 1 a 1 1/2 Time at naa dens Høidepunkt, en Myr lige under Variskollen. Her bør man tage en Udflugt op til denne vakre Kol, hvis Bestigning er let og gjøres paa 1/2 Times Tid fra dette Punkt. Kollen er 1600 Fod, og dens øverste Top er rene Snaufjeldet. Her hækker Rypen aarligaars, formentlig det nærmeste Rypeterræn ved Kristiania.

Udsigten fra Kollen er enestaaende. Lige under sin Fod har man Nitte- og Hakedal. Nede i den sidste ser man Gaarden Aanneby, om hvilken der i Bygden fortælles, at Kong Hake engang boede der. Dette forholder sig neppe saa, da vistnok ingen Konge har boet paa denne Gaard. Navnet Hakedal hidrører fra, at Harald Haarfager i denne Dal Aar 865 slog og dræbte Hake, Søn af Kongen i Alfheimr. Men Aanneby hed i gamle Dage Arnarbyr og er visselig af Bygdens ældste Gaarde. Gamle Folk i Bygden mindes endno nogle rare, gamle Bygninger paa Gaarden.

Rundt omkring har man vid Udsigt over et milevidt Skogkomplex, samtidig som man ser Maridalsvandet og flere andre Skogvande. Man har herfra et Overblik over Kristianiafjorden, Øierens og Mjøsens Strande.

Nu gaar det ustanselig nedover. Først passerer man Ørefiskevandene, hvor der i den sidste Tid har reist sig flere Villaer inde i Skogen. Disse Vandes Omgivelser er ogsaa venlige. For Tiden er man dog ifærd med at ødelægge den vakre og sære Natur ogsaa deroppe, idet Kristiania Kommune graver Tunnel fra disse Vande ned mod Maridalen for at kunne henytte Vandet sonn Drikkevand. Vandenes idylliske Skjønhed og Ro vil derfor snart være en Saga blot.

Fra Ørefiskevand bærer det brat ned til Movandene ved Pladsen Lørenskogen. Aasen stiger brat op paa den ene Side ved Veien, medens Jernbanen iler paa den vestre Bred. Videre nedover til de vestre Bomstuer, hvor Naturen er ganske vild med Bækken paa den ene Side og den bratte Aasli paa den anden. Midt i denne har Jernbanen banet sig Vei.

Efter at have passeret de vestre Bomstuer kommer man ned i Dalen og passerer den lange Sannermo. Fremme ved Gaarden Sanner kommer Skarselven ned. Denne Elv danner mange vakre Fosser ved Skars Turisthotel. Man bør tage Baad over det deilige Maridalsvand, enten til Oset, hvorfra der over Nydalen er 1/2 Times Vei til Sporveien ved Grefsen, eller til Stranden for om Brekke, Jarlsbergbakkerne og St. Hanshaugen at komme tilbage til Byen.

Turen er magelig og ligetil, Naturen er vakker og afvexlende hele Veien, saa man ikke vil angre paa, at man anvender en Søndag paa den. For Skiløbere er den ogsaa herlig, især for Damer.

Under Roturen paa Maridalsvand bør man ikke forsømme at stikke bortom de gamle Ruiner af Kirken paa Kirkeby. Kirken var viet til St. Margareta, efter hvilken Dalen har faaet sit Navn.

Skogsture.

Jotunheimens Vidder og de fagre Fjelddale faar hvile i Fred for mig -- intet kan sammenlignes med min kjære Østlandsskog, intet kan sammenlignes med Omflakken uden Maal og Med imellem de dunkle Graner og Driven om paa Østlandets fagre Pladsløkker og Sætervolde, hvor det fine Skoggræs staar tæt og dugfyldt med Stjerneblom, Blaaklokker og Prestekraver udover, medens Konvallerne dufter en imøde fra Engløkkens Smaakjær . . .

Saa bar det da ogsaa det Aar ivei. Fra Hakedal Station skulde Trakterne østover mod Nannestad og nordover mod Hadeland prøves. Dette Terræn -- østenfor og nordenfor Hakedal -- er saagodtsom absolut ukjendt for Kristianiaturister. Det er ægte Østlandsskog med dyster Gran, rank Furu og den venlige Bjerk smilende rundt de stille Skogsvand eller Skogsløkker.

En Hovedadkomstvei til disse Trakter er den Vei, der fører fra Aas Gaard i Hakedal til Raasjøen -- en Vei, der i sin Tid var en sterk benyttet Adkomstvei for Nannestad og Hurdalen til Kristiania, idet disse Bygders Bønder tog herover Skogen og fortsatte over Hakedals Verk og Greveveien til Kristiania. Siden Jernbanens og Chaussernes Tid er den sløifet som Færdselsvei for kjørende, men hvor flittigt den har været brugt, kan man skjønne, naar det fortælles, at Gaarde i Nannestad og Hakedal til ikke for ret lang Tid siden hver Julenat ofrede brændende Kjerter i Kirkeruinen i Maridal for farefri Reise over de milevidde Skoge.

Naar man vil indover disse Skoge, tager man fra Hakedal Station et Stykke nordover Bergenschausseen til Kapelsrud, svinger der ind paa Gaardsveien til Mørk, fra hvilken sidste Gaard der er en ganske kort Stub op til Kjøreveien mellem Aas og Raajsø. Veien bærer sterkt opover til Gyritjern og Svartungerne, straks østenfor hvilke den beboede Plads Hakkim ligger. Denne Plads egner sig fortrinlig til Udgangspunkt for Udflugter sydover Skogene mod Nannestad, Gjerdrum og Nittedal. Der fører en Vei fra Hakkim Plads til Engelstad Sæter, -- videre fra denne til Sørsæter, og straks østenfor denne støder man paa Kjøreveien, der kommer ned ved Langerud i Nannestad. Er man lidt skogvant, er det heller ingen vanskelig Sag fra Sørsæter at naa ned til Djupøiungen og Storøiungen, hvor man har Espestadsæler, fra hvilke der fører Vei til Holter Annex i Nannestad, samt tilbage til Hakedal ved Glitre. Veien fra Hakkim Plads til Nannestad tager omtrent 2 Timer.

Fra søndre Ende af Storøiungen gaar stor Vei forbi den usædvanlig smukke Gjermundingen Sjø til Heni i Gjerdrum.

Men for den, der vil videre indover de vakre Strøg gaar Kjøreveien indover mod nordost og opover mod og under Hakkimlnøiderne, der er 683 M. høie, og fra hvilke der skal være en herlig Udsigt ligesom fra det nærliggende Elsjøhaugen Fjeld. Veien fører derfra over en Tange mellem Elsjøvandene gjennem herlig Natur under Rolighedshøiderne ned mod Raasjøen, et stort og prægtigt Fiskevand, ja det siges, at store og lille Raasjø er de bedste Fiskevand saa nær Kristiania. I Skogene heromkring skal der ogsaa være megen Fugl og Hare. For at faa Adgang til disse Herligheder maa man henvende sig til Eieren, Godseier Young i Hakedal. Raasjøens Brug var i gamle Dage en Fjerdingsgaard.

Fra store Raåsjø gaar der en god Sti forbi og ovenfor lille Raasjø langs Rotna til Nannestad ved Laaka -- det historisk bekjendte Sted, hvor Hertug Skule slog Birkebeinerne. Sandsynligvis flygtede disse efter Slaget netop denne Skogvei opover mod Raasjøen. For Skiløbere er Veien tilbage fra Raasjøen til Hakedal en lang, næsten en Mil lang, Bakke, hvor man ret kan faa Glid under Skien.

Foruden denne Udflugt nedover til Nannestad kan man spadsere langs store Raasjøens Strand til den nu ikke beboede Plads Vestenden, hvorfra der fører en daarlig Sti til Snellingen i Hadelands Almenning. Denne Blads bestaar af 3 Brug med tilhørende Huse og ligger smukt paa Nordheldingen af Snellingskollen med vid Udsigt over milev ide Skoge tilhørende Almenningen. Snellingen har 6 store Gjestesenge, og Folkene er snille og billige. Fra Vestenden til Snellingen bør man dog have Fører. Fra Snellingen fører stor Kjørevei vestover forbi Sølvtjern og Grønbakken til Bjørjusæter ved Bergensveien, en særdeles vakker Vei, der fører over den ene store Kullebund efter den anden, vidnende om den Tid, da Trævirket her indover væsentlig gik som Trækul til Hakedals Verk. Sydøstover til Nannestad fører ogsaa en sterk Vei fra Snellingen forbi Engelsrud Sæter, Nordby Sæter og Kringler Sæter. Paa førstnævnte sætres der aarlig ligesom paa Bidsler Sæter.

Parallel med demle Vei fører der en Vei paa Lerelvens østside fra Nannestad over til Hadeland. Denne Vei er ældgammel, og det fortælles i Sagaen, at Haakon Haakonson sendte sine mænd, Birkebeinerne, denne Vei fra Nannestad for at overraske Ribbungerne paa Hadeland, hvor de havde sterkt Tilhold. Denne Vei fører fra Vaalaug Gaard i Nannestad over Asakskogen og Hellern forbi Surka, hvor Grosserer Gunnerius Petersen har et vakkert Jagtsted, rundt Østenden af Avalsjøen, forbi Mordstadsæter og Haakenstadsæter, hvor Typograferne har sit Hvilehjem, til Haakenstad i Lunner, tæt ved Grua Station. Overalt fører Veien gjennem herlig Natur, -- typisk Østlandsskog med smilende Vande indimellem. Fra Snellingen kan man let komme over til denne gamle Vei enten over Avalsjødammen eller Lersjødammen, Invortil der fører mindre Skogstier. Begge disse store Vande er udmerkede Ørretvande. Fra Hakedal Station til Snellingen over Raasjø kan man naa paa 4-6 Timer, -- den samme Tid eller lidt mere til Nannestad ved Laaka. Tager man den ovenfor ved Hakkimpladsen nævnte Rute til Gjerdrum, bør man bese Gjerdrums Kirke, der har en rar gammel Døbefont og nogle gamle Portræter. I tidligere Dage var det en Privatmand, der ansatte disse Kirkers Prester. Statsraad Chr. Krogh er født paa Nitteberg i Gjerdrum. Der skal ogsaa findes mange gamle Gravrøser paa Heksebjerget i Gjerdrum. Snareste Vei til Byen fra Gjerdrum er om Kløften Station, men forøvrigt kan man ogsaa gaa om Heksebjerget, Gjelleraasen, til Kristiania.

Ogsaa i Nannestad er der flere Steder Kjæmpehauger og Fortidsminder, hvorom man kan læse i «Norges Land og Folk.» Fra Nannestad fører Veie ov er Gardermoen til Jesseim Station -- og en til Dal Station. Saavel Bygderne Nannestad som Gjerdrum er meget smukke heroppe under Aaserne, men ingen af dem kan dog maale sig med Hadelands vakre Bygd, hvorom jeg siden skal fortælle. Dog det er ikke Vandringer i disse Bygder, jeg saa meget vil henlede Opmerksomheden paa, som Vandringerne ind i disse store Skoge. At rusle fra Sæter til Sæter, fra Plads til Plads, fra Vand til Vand herinde mellem de høie Graner Dag efter Dag er det herligste Liv, jeg kjender.

I Sammenhæng med Omtalen af disse Skogpartier vil jeg ogsaa omtale Trakterne langs Jernbanen indover mod Hadeland.

Fra Hakedal fører Jernbanen gjennem Skog frem til Harestuvand. Idet Vandet titter frem af Skogen, ligger paa en Pynt ved dets søndre Ende Eiendommen Stryken. Pladsen ligger vakkert til, -- især er Solnedgangen over Harestuvand fra denne Plads og Veien nordover herlig. De lave Aaser imod Vest tillader, at Solen længe faar Lov at spille i Vandets Smaabølger, og de forunderligste Farvevirkninger og Gjenspeilinger fryder derfor Øiet. -- Mod Øst hæver Piperaaserne sig brat i Veiret. De lave Aaser i Vest tillader let Adgang indover Nordmarken. Veiene her er dog kjendt for næsten alle Kristianiafolk. Kun skal jeg nævne, at der fører en Vei vestover fra Harestuen om Baahussæter, Katnosa til Øiangen paa Ringerike.

Næste Station paa Nordbanen er Grua. Herfra er der ogsaa let Adgang indover Skogene mod Øst og Vest. En Times Vei op paa Aasen mod Øst ligger Korsvand og Langevand. Lunt og vakkert ligger de bortgjemt mellem de grønne Aaser. Fra Langevand kan man langs Langevandsbækken let komme ned til Avalsjø og Lersjø ad en tarvelig Sti. Et Par Kilometer ovenfor Grua ligger Haakenstad, hvor den gamle Vei fra Nannestad kommer ned.

Proviant maa man selv medtage i disse Skoge, kun Melk og Smør faaes kjøbt.

Sølvsberget.

Og Jernbanen glider frem gjennem den mørke Granskog, forbi speilblanke Skogvand. -- stille og mørke nu mod Høst. Vandliljerne er dukket under Vandspeilet, -- kun hist og her et ensligt, gulgrønt Blad igjen. Og langs Kanterne det struttende, stive Stargræs.

Men oppe ved Harestuvand bliver Udsigten videre. Lys, smilende og venligt som ved Høisommer ligger det der og glitrer med Smaabølger hortover, -- rundt Bredden klædt med gule Bjerker og rødmende Asp. Men ude paa den yderste Odde staar den ranke Rogn, -- strøende sine røde Blade sagtelig ned paa vuggende Smaabølger. Og bagenfor Vandet hæver alle Aaser sig, klædt i mørkegrønt og med gult og rødt strøet henover.

Snart svinder Vandet hen, og Banen glider frem gjennem gamle Hake Hadeberserks Land. Var det her han fældede Sigurd Hjort? Snart breder Haakenstadgaardene sig med glitrende Ruder paa den anden Side af Dalen. Var det maaske Hadeberserkens Gaard? Men Jernbanen gaar videre gjennem gamle Hads Land, hvor Minder fra Sagatiden er strøet udover næsten alle Gaarde. Snart skvulper Jarens Vande op mod Banelegemet, medens snadrende Ænder piler ud af det stride Siv langs Bredden.

Men med Jernbanefart gaar det altfor hurtig her i den minderige Bygd. Med Randselen paa Ryg gaar det videre ad Landeveien nedover langs den bugtede Elv. Ved Dvergsten tager man sydover opover de bratte Lier. Her nedenunder Dvergstens Lade har man en henrivende Udsigt. Elven dernede vrider sig i Bugter ud igjennem Dalen, -- Brandbukamp midt imod med store Gaarde i Terrasser opover, -- en Snip af Randsfjorden og andre Vande, -- men bag dem fjerne Aaser og blaanende Fjeld.

Ovenfor Dvergsten støder man paa den gamle Hovedvei frem til Tingulstad Kirke. Her ligger Kjæmpehauge strøet udover alle Jorder, -- paa Molstad, Thingulstad, og hvad de alle heder. Men høiest af dem alle kneiser Halfdanshaugen, hvor Halfdans Svartes Indvolde er begravet. Den er nu paa Toppen beplantet med Smaabjerk og er Bygdens Samlingssted. Her paa Thingulstad fik han jo ogsaa sin anden Hustru, -- Helga den haardprude, Harald Haarfagers Moder. Man befinder sig altsaa nu paa Haraldsættens Stammoders Eiendom. Her er ogsaa Thingulstads gamle Kirke, gjemmende mange rare Ting i sit Indre. Saavel fra den som fra Halfdanshaugen er der en henrivende Udsigt.

Fra Thingulstads gamle Kirke gaar den gamle Kongevei hen til Grans Søsterkirker. Det er to gamle Stenkirker, hvoraf den ene er i Brug. Sagnet gaar om to Søstre, der levede i Tvedragt. Den ene lod bygge en Kirke, som hun forærede Bygden; men den anden vilde ikke være daarligere og lod opføre en ved Siden af, endnu gildere. Men Herrens Straffedom hviler over dem, saaledes at aldrig mere end en af dem faar være i brugbar Stand. Sættes begge to istand, ødelægges straks den ene af Lyn eller Ildebrand. I Nærheden af Kirkerne staar et gammelt, stort Stenhus, hvis Bestemmelse jeg ikke kjender, men som øiensynlig er ældgammelt.

Men fjernt i Vest blaaner Sølvsbergets Kegle mod Sky. Did gaar Veien, forbi den ene Gaardklynge efter den anden. Ved Lynne tager Veien op over et Jorde og videre gjennem Skog opad Sølvsberget. Denne Vei er smuk og kan rides, ja endog kjøres helt tiltops. Deroppe har man den herligste Udsigt. Under ens Fod ligger Kløvstad, Scenen for Erik Blodøxes rædsomme Brodermord. Her indebrændte han sin Broder Ragnvald Rettilbeine.

Lidt længere henne har vi Randsfjorden med Røikenviken, Halfdan Svartes Dødssted, -- og Kongeøerne, Olaf Trygvessons Skjulested. Og Øiet streifer videre omkring over bølgende Agre og velbebyggede Gaarde i hundredvis. Og saa den Mængde blinkende Vand! Man skal ialt kunne tælle 22 Vande, -- jeg kunde dog ikke øine flere end 18. Antagelig er det disse Vande, -- der, set i Fugleperspektiv fra Toppen, tager sig ud som smaa blinkende Sølvflader, -- der har givet Berget dets Navn. Thi der findes nemlig intet Sølv skjult i dets Indre.

Og rundt de dyrkede Bygder staar mørke Granskoge i Kreds, men bagenom dem de blaanende Fjelde med Snefoner nedover Siderne. Der har man Gaustad, Aadals og Valdersfjeldene. Et vakrere Panorama er vanskeligt at se.

Turen gjøres paa en Dag.